Future – SAVE ME

4.5/5.0

Future er et trap-fyrtårn af de helt store. Siden dengang i folkeskolen, hvor jeg terpede mig igennem danskstile om underlige noveller fra tiden omkring Det Moderne Gennembrud og lavede halvhjertede fysikforsøg med en bunsenbrænder, har Future masseproduceret trap i uset høj kvalitet. Og jeg har lyttet fortryllet med til udgivelser som HNDRXX, Purple Reign, What A Time To Be Alive, Beast Mode (både 1’eren og især 2’eren), EVOL, Monster, 56 Nights m.fl., der alle er mesterværker i egen ret. Future er en fast installation på trapscenen, der i løbet af årene er blevet mainstream i en sådan grad, at han efterhånden er en sand A-lister blandt musikverdenens andre superstjerner.

Men i det seneste års tid eller to har det været, som om magien er ved at forsvinde. Trap-troldmanden sidder lidt fast. Han udgiver stadig albums og mixtapes i en lind strøm, men det er ikke helt det samme længere. Futures løsning på det problem er en 20 minutter lang EP med titlen SAVE ME, med hvilken han forsøger at indvinde nyt terræn.

Man kunne godt fornemme, at der var noget under opsejling, da Future for nyligt slettede alle opslag på sin Instragram-profil. Det er efterhånden blevet hans rutine, når der lurer en ny udgivelse rundt om hjørnet. Da de første teasers for SAVE ME dukkede op, lugtede det af forandring. En rodet video med noget autotunet emocrooning i baggrunden efterfulgt af en række bidder fra musikvideoer med anime-klip og kunstneriske sekvenser, der ligner noget taget direkte fra et polaroidkamera af ældre dato.

Future har altid kunnet levere emo-trap af den helt gode slags – tag bare et halvt lyt til Codeine Crazy – men SAVE ME er alligevel anderledes. Det er nærmest som om, at Future er fusioneret med den underverden af smårappere på SoundCloud, som han selv har inspireret. Allerede coveret til SAVE ME afslører, at der er en mere end almindeligt eksperimenterende Future på spil. Det ligner indersiden af en toiletbås på en nedslidt skole, hvor deprimerede gymnasiepiger har tegnet små råb om hjælp med kridt, mens de forretter deres nødtørft. Coveret er meget langt fra alt andet, som Future har haft gang i, og SAVE ME er i grove træk også derefter.

Ballet åbner med XanaX Damage, en ode til Xanax-piller, som Future er kendt for at indtage i massive mængder. Allerede da første snippet af sangen ramte Instagram inden EP’ens udgivelse, var det tydeligt, at det her var Future, når han er allerbedst. Xanax Damage er en decideret smuk sang, hvor Futures autotunede, mumlende vokal kommer til sin fulde ret over et lavdæmpet lo-fi beat, der kunne have gjort sig godt på en Lil Peep-udgivelse. Sangen slutter efter 1 minut og 44 sekunder, og det er næsten kriminelt ikke at sætte den på repeat. Det er ingen overdrivelse at rangere Xanax Damage blandt de bedste sange, der er udkommet i 2019 og ligeledes hører den til blandt de bedste i Futures diskografi.

Fra Xanax Damage løber SAVE ME videre over i St. Lucia, en lidt mere opstemt banger, hvor Future gør god brug af en vocoder-effekt og giver et skud ud til nyligt afdøde Nipsey Hussle, mens han også blærer sig med at kneppe damer i Frankrig. På mange måder er Future indbegrebet af det, feminister vil kalde for toxic masculinity, og med linjer som ”found out I cheated on her, she’ll still feed me grapes”, holder han da også douchebag-stilen kørende på denne EP.

Sammen med Government Official, der er en hårdtsparkende omgang blærerap, er St. Lucia de mest klassiske Future-bangers på EP’en, mens Please Tell Me byder på vanvittigt catchy og lidt poppet trap over et beat bygget op på et simpelt men effektivt fløjteloop. Mange af de ting, som Future førhen har gjort med stor succes, er altså også at finde på SAVE ME. Men det er alligevel, som om, der er ændret på nogle blandingsforhold i den faste trap-formular.

Der er en meget god balance af hårde bangers og mere afdæmpede og følsomme numre på SAVE ME. Efter at tempoet og bassen har været oppe at vende på Government Official halvvejs gennem EP’en, er sangen Extra tiltrængt til at hive en ned på jorden igen. Med samplede kvindevokaler i baggrunden og et ømt post-chorus fra Dallas-rapperen FXXXXY, er Extra som skabt til at læne sig tilbage, ånde ud og indtage noget flydende, om det så er en dobbeltkop med lean eller et glas med hvidvin, der drikkes fra.

Hvor Extra tager fat i Futures kvindeproblemer, er Shotgun en R&B-agtig hyldest til et forhold, hvor det hele for en gangs skyld går Futures vej. Er man fan af albummet HNDRXX, vil Shotgun lyde bekendt, og nummeret er da også som en videreudvikling af den lyd, der dominerede netop det album. Shotgun lugter af radiohit og når den aldrig at finde vej til P3, vil sangen helt sikker være leveringsdygtig i Instagram-captions til det kvindelige publikum.

SAVE ME løber kun over 20 minutter, men Future når ualmindeligt vidt omkring i det korte tidsrum. Når EP’en rundes af med Love Thy Enemies, er der skruet fuldt op for vocoderen og bibelreferencerne og helt ned for tempoet. Over en melankolsk guitar åbner Future op og udfører et selvstudie af sin arrede psyke, og her toner en helt anden skikkelse frem end den larger than life-karakter, man ellers ofte støder på. Love Thy Enemies runder SAVE ME af på smuk vis og også denne kravler nu op på min liste over de bedste sange i Futures diskografi.

Med SAVE ME tager Future et skarpt højresving i en kunstnerisk udvikling, der ellers kunne virke til at være gået lidt i stå. Med en vocoder i hånden giver han sig selv lov til over EP’ens syv numre at eksperimentere mere end normalt. På blot 20 minutter når Future forbi så godt som alle elementer i følelsesregisteret og leverer en udgivelse, der nok er mere afdæmpet og mindre kommerciel end meget andet i hans diskografi, men som stadig formår at levere både hårde bangers, melankolske emo-sange og kærlighedsoder til både Xanax-piller og kvinder.