NAV – Bad Habits

3.0/5.0

Rolloutet omkring NAVs nye album Bad Habits har mildest talt været lidt kaotisk. Da hans ven Lil Uzi Vert for nyligt annoncerede, at han trak sig fra musikkens verden for at nyde en pensionisttilværelse, så NAV sit snit til at slutte sig til ham. Reaktionen på NAVs pensionering stod i larmende kontrast til den måde, folk begræd Uzis proklamerede exit. De fleste virkede til at være direkte glade for, at NAV trak sig fra musik. Men som det nu engang er med rappere, der lader sig pensionere, holdt det ikke særligt længe for hverken Uzi eller NAV.

Cash, der er NAVs manager hos hans label XO, udgav sidste måned – angiveligt uden NAVs tilladelse – EP’en Brown Boy for at gøre en ende på alt pensionspjatteriet. Den EP skabte tilpas meget hype, til at jeg downloadede den forældede mixtape-app Audiomack for at kunne lytte med. Og med Brown Boy virkede det virkelig til, at NAV havde fundet stilen på ny efter sit seneste album Reckless, der ærligt talt var lidt af en skuffelse.

Kort efter EP-udgivelsen annoncerede NAV ud af det blå sit nye album Bad Habits, og jeg kan ikke huske, at der før har været så mange forventninger til noget, NAV har givet sig i kast med. Personligt har jeg i hvert fald aldrig før gået og talt dagene til en NAV-udgivelse.

NAV er ved at nærme sig de 30 år, så det er på tide, at han for alvor finder sig selv som kunstner. Hidtil har det virket til, at NAV har været fanget lidt i sin egen lyd med et stort behov for at genopfinde sig selv. Med Bad Habits kommer muligheden for at bevise, at han ikke skulle være forblevet på pension, sådan som hans internethaters anbefalede ham.

Lad det være sagt med det samme: det her er ikke albummet, hvor NAV undergår et totalt hamskifte. Hvad NAV derimod lykkedes med på Bad Habits er at polere den lyd, han har arbejdet på siden dengang, han huserede på SoundCloud. Det er en lyd, som ofte er blevet mødt med kritik af det etablerede anmelderskab, og den er givetvis ikke for alle. Personligt har jeg dog aldrig købt ind på den hjerneløse NAV-kritik og har mange sange fra hans diskografi på mine playlister, ligesom jeg sætter pris på hans tidligere udgivelser.

Også på Bad Habits er der flere sange, der allerede har fundet vej ind i min faste musikrotation på Spotify. På Taking Chances fører NAV sig frem og vil i virkeligheden bare lige understrege, at han og resten af XO-holdet er flere niveauer over dig. På Price On My Head får NAV besøg af sin læremester, selveste mr. XO, bedre kendt som The Weeknd. Sangen er fed og det mest oplagte radiohit på albummet, men her er det tydeligt, at NAV endnu ikke er trådt ud af The Weeknds skygge. NAV spiller birollen på sangen, der domineres fuldstændigt af en opspændt The Weeknd, der leverer en genial omgang autotune-falset på omkvædet.

Heldigvis får NAV lov til selv at styre showet på den eneste single fra albummet, Know Me, hvor han tester lidt nye vande med sit flow, der med melodiske ’hmm’-lyde gnaver sig ind i øregangen. Snap er en klassisk show off-sang, der indkapsler NAVs følelse af at være ovenpå efter mange års sej kamp for at slå igennem. På Tension og Vicodin bliver det hele lidt mere følelsesladet uden at kamme over, mens det først for alvor bliver inderligt på Why You Crying Mama. Sidstnævnte er måske ikke helt på niveau med Kanyes legendariske Hey Mama, men jeg er vild med alle former for hyldester til mødre.

Bad Habits rummer også andre gæsteoptrædener end NAVs labelmate The Weeknd, og på Tap lægger en veloplagt Meek Mill hårdt ud, inden NAV leverer et solidt, om end meget simpelt omkvæd og fører nummeret mod hitpotentiale. Lil Durk har fået en revival og er efterhånden en ret almindelig feature at hive med på sit album, og også her på Bad Habits aflægger han altså et visit på Time Piece. Med et catchy omkvæd, hvor NAV arbejder sig fra sit Rolex, sine diamanter og kontanter over mod mere eksistentielle overvejelser, blender Lil Durk ganske godt ind. Young Thug og Gunna er to, jeg holder meget af, og de er også nærmest blevet mainstay på alle seriøse rap-udgivelser. På Tussin præsterer Young Thug endnu engang at levere den excentriske kraftpræstation, mens Gunna er et frisk pust på den ellers lidt kedelige Hold Your Breath.

Det, der altid har holdt NAV lidt nede, er, at han på den ene sang kan ramme helt rigtigt og på den næste helt ved siden af. På Bad Habits er der ikke noget nyt under solen, og der er et par meget uinspirerede numre, hvor NAV virker til ikke rigtigt at orke at skulle spytte ord ind i mikrofonen foran sig. I’m Ready, Ralo, Dior Runners og Stuck With Me hører alle til den kategori. Og når man sætter albummet til at afspille, bliver man decideret ærgerlig over introen To My Grave. Ikke fordi den er dårlig som sådan, men fordi den føles som en udvandet udgave af Go To Hell, den sublime intro fra Brown Boy-EP’en.

Kort tid efter udgivelsen udkom en deluxe-udgave af Bad Habits, hvor også sangene fra Brown Boy er med, og dermed kan man endelig høre Go To Hell, Athlethe og Never Know, de store standouts fra EP’en, på streamingtjenester. Med deluxe-udgaven får vi bl.a. endnu en Lil Durk-feature på OK, der ligeledes er fra EP’en, og så Amazing, en ekstra single med Future, der giver et ganske solidt gæstevers. Vi skulle også have haft en Lil Uzi-feature på Habits, men ifølge NAV selv nægtede Uzis pladeselskab at lade hans vers blive udgivet. Derfor er det blevet en ren NAV-sang, men den holder alligevel og rangerer efterhånden højt på min liste over hans bedste sange.

Lytter man Bad Habits igennem, kan man godt miste interessen undervejs. Hver for sig er langt de fleste numre ret solide, men som samlet oplevelse er albummet for ensformigt. Man kan godt mærke, at NAV tager de fleste sange på rutinen. Som sædvanlig blærer NAV sig enten selvsikkert med alt det, han har – eller også kigger han ind mod sin egen navle og må drukne sin usikkerhed i massive mængder stoffer. For det meste udtrykkes begge i klichéfyldte vendinger, og derfor handler NAVs musik i høj grad om det flow og den stemning, han formår at levere på de forskellige numre. Når alt det udenom selve ordspillet ikke fungerer, føles NAVs musik tynd og overfladisk.

På trods af, at han nærmer sig de 30 år, virker NAV ikke til at være blevet særligt meget klogere på sig selv som kunstner eller som menneske. Herregud, NAV kan stadig producere hits og i ny og næ lykkedes Bad Habits da også med at afføde en sang, der lige skraber overfladen af det dybere følelsesliv. Men selvom han med sit nye album viser gode takter, står det efterhånden også tydeligt, at NAV måske ikke kan så meget andet end det, vi allerede har oplevet fra hans side.