Rich The Kid – World Is Yours 2

2.5/5.0

Rich The Kid er en fyr, man i virkeligheden gerne vil holde af. Han er typen, der efter en narkoinduceret lur i studiet med Migos spørger den Smølfefigur, han har hængende om halsen, om den vil ryge med. Forestiller man sig en karikeret udgave af en sort, amerikansk rapper, der på lidt for kort tid har fået lidt for mange penge, så har man Rich The Kid. Musikken er derefter: han laver musik om sin tur fra ghettoen og ind i den overdådige mansion i Los Angeles, om dyre biler, lækre damer og store mængder kontanter. Og selvfølgelig bliver alt hans jewellery også nævnt en gang eller to.

Siden sin albumdebut sidste år har Rich The Kid været en mand med fart over feltet. Især singlerne Plug Walk og New Freezer kombineret med et helt hav af features til højre og venstre har skaffet den 26-årige rapper en plads blandt de varmeste trap-rappere fra Atlanta. Debutalbummet hed World Is Yours og var en lidt middelmådig oplevelse, og opfølgeren hedder – meget opfindsomt – World Is Yours 2. Spørgsmålet er altså, om Rich The Kid efter et års tid blandt de tunge drenge i showbusiness kan levere et album, der bygger videre på debuten – og måske endda ét, der overgår denne?

Albummet starter i hvert fald godt ud med et kort intronummer, der rent faktisk formår at sætte stemningen lige et nøk bedre end den ellers udmærkede intro på debuten. Så langt så godt. Men sætter man sine forventninger til hele albummet ud fra introen, bliver man hurtigt skuffet. Allerede ved track nummer 2, Slide, går det ned ad bakke igen. Her forsøger Rich The Kid sig af med en skinger autotune og noget, der lyder lidt som en omgang Playboi Carti-imitation. Og slutresultatet er altså bare ikke særligt godt.

Hvor World Is Yours havde hele to kæmpestore singler til at lokke folk ind i folden, har singlerne, der løb forud for efterfølgeren, ikke haft helt samme gennemslagskraft. Splashin blev udgivet som førstesingle helt tilbage i december, og siden har den så småt udviklet sig til et hit. Det er på mange måder en klassisk Rich The Kid-sang, hvor hans lidt snublende flow får lov at råde, mens et bastungt og ret simpelt beat kører i baggrunden.

Faktisk er det næsten, som om Rich The Kid kun er leveringsdygtig i det ene flow, og ligesom på debuten er der heller ikke på World Is Yours 2 mange steder, hvor vi oplever Rich udenfor hans comfort zone. Man kan godt mærke, at Rich The Kid siden sine tidlige år har dannet parløb med Migos. Næsten hele albummet igennem lyder han som et fjerde Migos-medlem, der er blevet vraget af rapgruppen.

Rich The Kid kører den hjem på autopilot, og størstedelen af albummet føles fra hans side ret monotont. Derfor er det godt, at det hele bliver brudt op i bidder af en massiv mængde features. I virkeligheden er det meget sigende, at Rich afslørede en feature-liste, før han afslørede selve tracklisten til albummet. Han kan ganske enkelt ikke bære et album på fuld længde alene. De mange forskellige gæster gør da også et hæderligt stykke arbejde og overstråler for det meste deres vært.

Like Mike leverer Jay Critch, som i øvrigt er signet til Rich The Kids eget pladeselskab Rich Forever, et solidt omkvæd med en dobbeltreference til Michael Jordan og Michael Jackson – to mænd, der slås om at være den største kliché indenfor rapreferencer. Derimod er A Boogie Wit A Hoodie lidt kedelig på nummeret, og Rich selv forsvinder lidt ud i baggrunden.

Miguel og Ty Dolla Sign sørger for r’n’b-stemning og gør Woah til en sang, der lyder, som om den slet ikke hører til på et Rich The Kid-album. Imens leverer YoungBoy Never Broke Again den bedste feature af dem alle på For Keeps, hvor han blandt andet giver et skud ud til de fire sønner, han har formået at få i en alder af bare 19 år. Rich The Kid gør det faktisk også helt udmærket her, men kan ikke helt følge med YoungBoy, der bare har mere rytme i sig.

Feature-listen på World Is Yours 2 er lang. Meget lang. Udover dem, der lige er blevet nævnt, lægger Takeoff og Lil Pump også vejen forbi på Rockets, og også Young Thug, Gunna, Offset, Big Sean, NAV, Tory Lanez og den nærmest totalt ukendt Vory er med. Alle disse features redder albummet hjem og giver et afbræk fra en Rich The Kid, der spiller så sikkert, at det bliver kedeligt i længden.

Når Rich endelig træder bare et halvt skridt ud af sin comfort zone, sker det på singlen Tic Toc med et flow, han har tyvstjålet fra en sang af 6ix9ine med samme navn. Med andre ord: Rich The Kids evne og vilje til at eksperimentere rækker ikke længere end til et mislykket forsøg på at efterligne andre rappere. Tory Lanez hiver miseren lidt op i niveau, men jeg vil til enhver tid foretrække 6ix9ine og Lil Baby på den originale Tic Toc.

Selv blandt de mange features gemmer der sig dog nogle få øjeblikke, hvor Rich viser, at han også kan selv. Splashin er måske ikke helt på niveau med Plug Walk, men den er da trods alt deropad. Save That er produceret af D.A. Doman, manden der med sange som Taste og Swish egenhændigt har genoplivet Tygas karriere, og hans funky beats passer også godt til Rich The Kid. Racks Out er også en helt udmærket, om end meget typisk Rich The Kid-sang. På den anden side er 4 Phones en noget kedelig sang, der også fejlede som single inden albummets udgivelse, mens Racks Today (ja, der er virkelig to sange med ’Racks’ i titlen) et decideret mislykket nummer.

Men ellers skal der ikke mere end et hurtigt kig på track-listen til for at konstatere, at det ikke er Rich The Kid, der har overtaget på sit eget album. Det er derimod alle de features, han har hevet med ombord. Tit tager man sig i at sidde og vente på, at Rich The Kid er færdig med at rappe, så hans features kan komme på.

Undervejs er der dog enkelte lyspunkter, hvor også manden, der lægger navn til albummet, træder frem. Når han selv får lov at være i fokus, bliver det tydeligt, hvad Rich The Kid kan – og mest af alt hvad han ikke kan. Hans stil er et slags destillat af alt det, der bobler i amerikansk trap fra Atlanta i øjeblikket, men Rich kan ikke tilbyde så meget andet end dette.

I 2018 brød Rich The Kid for alvor gennem lydmuren. Albumdebuten var ikke prangende som album, men med numre som Plug Walk og New Freezer såvel som min personlige favorit Lost It markerede han sig alligevel som én, der kunne trække millioner af streams på alverdens platforme. Uden de helt store og oplagte hits, står det her et års tid senere klart, at opfølgeren hverken bygger videre på eller overgår debuten.

Rich erklærede stolt på Twitter sidste efterår, at han med World Is Yours 2 havde lavet ’album of the century’. Giver man albummet bare et halvt lyt, afslører det sig dog tydeligt, at det tweet må være blevet lavet i en giftig og desillusionerende blanding af storhedsvanvid og stoffer. World Is Yours 2 er ikke decideret dårligt, det er bare uoriginalt, middelmådigt og kliché-agtigt. Rich The Kid skal virkelig sætte pris på de folk, han har fået med som features. Uden dem ville det være svært at klare sig gennem de 44 minutter, som World Is Yours 2 strækker sig over. Med sit andet album tager Rich et skridt tilbage, hvor han burde gå frem.